Vi har her de seneste uger fået 2 nye store ting her på kanalen, som er til stor velsignelse for stedet her og for andre. Vi havde bare lige lyst til at dele disse 2 korte historier med dig…
Læs resten →

Klokken er 16 og vi har fri fra arbejde. Jeg går hjem og pakker tasken om, inden jeg skal til sommerskole.

På vores klinik i nabobyen, Barrio Lindo, er der nemlig sommerskole en hel uge for alle byens børn.
Det er 2. dag, og der forventes igen ca. 50 børn.
Læs resten →

Lige inden jul fik vi muligheden for at være til at dele vores velsignelser med noget af den fattige del af befolkningen her i vores lokalsamfund.
Her i Bolivia får man nogle gange chancen for at se nogle af de hårde sider, som vores verden har at byde på.
Det gjorde dybt indtryk på mig. Det fyldte mig med tanken: ”vi må hjælpe disse mennesker”, men også med en kæmpe taknemmelig for, at vi har det så godt.
Jeg deler blot denne oplevelse, fordi jeg ønsker, at Gud skal have æren for, at vi kunne dele noget specielt med disse mennesker og måske det også kan røre dig, som denne oplevelse har rørt mig.

Læs resten →

Hvis du har fulgt med løbende på vores blog, vil du måske huske, at jeg for ca. 2 mdr. siden skrev en artikel om en offentlig mødeserie, vi havde i den nærliggende by.

(Ellers kan du læse den her)

Til denne mødeserie dukkede der, efter danske standarder, overraskende mange mennesker op. Antallet steg endda i løbet af ugen og især for børn.

Læs resten →

Vi har netop denne weekend afsluttet en mødeserie, som har varet en hel uge. Mødeserien var mere et seminar med emnet ”En glad familie”. Det var en oplevelse at se hvordan og hvor enkelt, man kan lave en offentlig mødeserie hernede.

Mødeserie foregik i den lille nabolandsby til TV-stationen. Det er blot et lille landsbysamfund med spredte huse ned langs en længere sand-vej.
Reklamen for mødeserien bestod i et hjemmemalet banner på et stykke stof og ellers lidt flyers, der blev delt ud et par dage før. Mund til mund-metoden blev vidst også brugt, da antallet af gæster steg i løbet af ugen.

Emnerne, der blev taget op, var både helt ”almindelig” familie undervisning, som vi kender det fra kurser i Danmark med børneopdragelse osv. Andre emner var mere rettet mod kulturen her i landet: Fx med økonomisk prioritering og børn i forhold til skolepenge osv. Emnet om, at mand og kvinde blev skabt lige, blev også talt ud fra Bibelen. Det er en af udfordringerne, som familier har her i Bolivia, hvor manden typisk dominerer på en ikke-konstruktiv måde.
Alle emnerne blev taget helt ud fra bibelen, og det virkede normalt for deltagerne, at det selvfølgelig var grundlaget for familie-undervisning.

Selve mødeserien blev holdt lige udenfor vores lille klinik, der ligger i nabobyen. Som projektorlærred havde vi hængt et hvidt lagen op mellem to søjler hæftet i hvert hjørne med ståltråd. Vi havde også sat et par højtalere op, en talerstol, et par lamper og plastikstole ude på den sandede ”græs” plads – så enkelt kan det gøres her.

 

Møderne startede kl. 19 (ca. da vi jo er i Sydamerika). Vi startede med at synge salmer, hvilket åbenbart også er meget normalt at starte med til offentlige møder. Derefter blev børnene inviteret til at komme ned bagved på græsplænen. Hos forældrene blev der indledt med bøn, og taleren blev præsenteret. Talen varede typisk 30 min – 45 min.
Efter selve talen blev der givet en bibelsk appel om at følge det, som der var blevet undervist i denne aften.

Helt til at starte med, når man kom til mødeserien, fik man en lille seddel, som man skulle skrive sit navn på. Disse sedler skulle bruges sidst på aftenen. Der var stillet gaver indpakket i cellofan på et bord, og der blev så trukket lod mellem mødedeltagerne. Nogle vandt sådan nogle ”Jesus med hyrdestav og et lam på skulderen”-plakater. Andre vandt en lille pakke med toiletpapir, kiks, en gryde og lidt andre ting. Det blev modtaget med stor begejstring, og der blev taget billede af vinderen med gaven og taleren osv. Det, må man sige, var en lidt anderledes måde at gøre det på end i Danmark. Alt andet end en lodtrækning om en iPad synes nyttesløst der, men her er det blot en måde at hjælpe en fattig lokalbefolkning på.

Der blev også til hvert møde uddelt sedler, som folk kunne skrive bønneønsker ned på. De skulle derefter ligges ned i en kasse. Der kom ca. 20 sedler ind hver aften med forbøns ønsker for folks familier. Dem beder vi nu for.
Samtidig har vi folks navne og kontaktoplysninger, så vi kan besøge dem og give bibelstudier til dem, som vil det.
Der blev også uddelt bibler gratis til dem, der ikke havde nogen.

Efter dette ønskede man hinanden Guds velsignelse mens folk gik derfra.

I mellemtiden havde børnene haft deres egen separate møde. Børn fra 2 år og op til teenagealderen blev samlet i en gruppe ca. 10 m væk fra, hvor vi andre sad. De tog hver aften flere og flere venner med, og den sidste aften var der 61 børn fra den lille landsby.
De sang bevægelsessange og fik oplæst bibelhistorier. Alle sad pænt, stille og lyttede intenst, og var med til alle sangene, så godt de nu kunne.
Wow – hvor anderledes end i Danmark. Vi var forundrede over, at børn med ikke-kristen baggrund, gad synge kristne sange og høre bibelhistorier.
Børn kom hen til os og omfavnede vores ben, indtil vi satte os på hug ned til dem. De snakkede løs med os, og vi måtte prøve at forstå med vores bedste spanske. De vidste deres taknemmelighed for det, vi gjorde for dem – det var rørende at se den åbenhed disse børn havde.

Det var en stor fornøjelse at være med til en mødeserie på denne måde. Den var i næsten alle facetter anderledes, end hvad vi ville gøre i Danmark, men hernede virker det. Folk var glade, modtagelige og til den sidste appel den sidste aften rejste mange sig for at vise, at de ønskede, at Jesus skulle være grundlaget i deres familie, og de ville gøre, hvad de kunne for at lave en kristen husorden.

Vi takker Gud for denne mulighed og den forskel, det har gjort for mennesker i denne lille landsby.

Vores 30 dages visum udløb i dag. Vi har igennem den sidste måned arbejdet på at få residens-visa for 1 år hernede. De sidste ting skulle altså på plads i dag.
Derfor var vi taget ud for at få det klaret. David (lederen af organisationen) og hans kone Becky skulle også med og have gjort det samme.

Vi skulle møde op på en politistation for at få papirerne ordnet. Det foregår bare med god gammeldags kø-kultur. Men problemet er, at der er SÅ mange mennesker, og de tager kun 600 ind om dagen, så der er faktisk folk som sover ude på gaden foran politistationen for at få pladser til at komme ind. Vi var taget derind til kl. mellem 5.30 og 6 om morgenen for at få en plads i køen. Vi stod dog kun i kø i 3 timer, inden vi kom ind i bygningen. Vi stod og hyggesnakkede med David og Becky og fik mange historier, da David elsker at fortælle missionshistorier om hans oplevelser.

Pludselig kommer der en fyr fra gaden hen og afbryder og siger: ”Hej, er du ikke David Gates?” Jo, det var han jo. ”Jeg har set dig på TV”. – David smilede.
Personen fortalte kort sin historie om, at han havde set vores TV kanal og var blevet omvendt. Det meste af hans familie har set og ser stadig denne TV kanal jævnligt og er blevet omvendt og kommer nu i kirken.
Han spurgte, om vi ikke kunne bede for ham, fordi der var mange, som han skulle brødføde derhjemme, men han ville gerne stoppe med at arbejde på sabbatten. Så vi stod der på gaden i køen og bad sammen med ham, om at Gud måtte give ham styrke til at følge Ham og gøre det, som var rigtigt, og at Gud måtte velsigne hans familie.

Bagefter stod Becky, Sandy og jeg med lidt våde øjne. Vi var SÅ taknemmelige og rørte over hans historie. Tænk, at vi kunne være med til at drive sådan et arbejde, som har samarbejdet med Guds ånd til at lede det meste af denne familie til Gud.

Samtidig gjorde det noget helt specielt ved mig. Noget af det sværeste ved medie-missions-arbejde er, at du sjældent har kontakt med mennesker. Du sidder mange timer hver dag, 6 dage om ugen bag en skærm, et kamera eller andet udstyr, uden at have direkte kontakt med mennesker og se resultater af, hvad Gud gør i de mennesker, man arbejder for. Vi havde brug for gejst og opmuntring til at se, at vores arbejde faktisk nytter noget.
Det fik vi så sandelig i dag. Når man møder sådan en person gør det alt arbejdet værd!
Folk ser faktisk vores kanal! Folk bliver faktisk ledt til Gud gennem den kanal! Tak Gud!

Inde på politistationen, hvor vi skulle have lavet vores papir, skulle vi angive en adresse på stedet. De undrede sig over, at vi alle havde samme adresse uden hus nr. uden at være i familie. Vi fortalte dem, at vi arbejdede på ”kanal 24”. Straks kom smilet frem fra politifolkene ”Aha, Adventista” sagde de. Jeg smilede igen – tænk folk i al almindelighed faktisk kender kanalen.

På vej hjem i bussen beder man også bare chaufføren om at stoppe ved ”kanal 24”, og så ved de, hvor det er. Vi har også fået at vide, at hvis vi farer vild i byen, kan man altid tage en taxa til ”kanal 24”, og så ved de, hvor det er.
Det er helt vildt, for sådan en skandinavier som mig at komme herned og folk kender adventisterne og kender TV kanalen og finder, at folk faktisk ser den.

Det var til stor opmuntring for os og vores arbejde her, at det nytter noget. Folk ser vores TV, og Guds ånd arbejder på mennesker gennem dette!

Jeg håber, du vil bede for vores seere og det arbejde, som gøres af hele denne stab af mennesker her, som har givet deres tid til at drive denne station.

Det er sabbat og vi skal i kirke. Vi skal for første gang, mens vi er hernede, i den kirke, som nok bliver den menighed, vi kommer til at komme mest i. De fleste missionærer på stedet kommer her, og den ligger kun 8 min kørsel fra TV stationen.

Vi ankommer til en lille landsby og kører det sidste stykke på en jordvej. Mellem små huse, som ligner nogle store skure, ligger kirken. Det er en lille simpel bygning med bliktag. Der er lysstofrør i taget og plastikstole at sidde på. Gulvet er bare beton, men skiltet udenpå bygningen indikerer, at dette er en kirke.
Vi sidder med åbne vinduer, som gør, at hele landsbyen kan høre, når vi synger sammen. Vi sidder og kan kigge direkte ud i naboens ”have” med bananpalmer og mangoer, som er ved at modnes.
Vi kommer ca. 30 min for sent (som man nu gør her i Sydamerika), og vi er samtidig nogle af de første, der ankommer til kirken.

Bygningen i sig selv er jo heldigvis kun en skal om den tilbedelse, som skal foregå her.
Vi er en lille hyggelig hjertevarm forsamling, og man bliver hilst med ”Feliz Sabado” af alle med et kindkys. Jeg er Gud taknemmelig for, at en bygning er en bygning, og Gud ikke kun er begrænset af tilbedelse i fine fornemme bygninger.
(se mere under billederne)

Efter gudstjenesten fik vi historien om denne lille kirke:
En dame havde set den TV station, som vi arbejder på, i fjernsynet og var efter en periode blevet omvendt. Hun kontaktede en præst og ville døbes. Efter hendes dåb og lidt tid, hvor hun havde pendlet et længere stykke i kirke hver lørdag, døde hendes far. Han efterlod sig et stykke jord i byen og en lille portion penge.

Hun bestemte sig for at ville bygge en kirke på denne plads i byen og bruge alle pengene på denne kirkebygning. Bygningen er faktisk kun ca. 5 år gammel og bygget af denne dame. Nu manglede hun bare en menighed, så hun begyndte at dele budskabet om Jesus med dem omkring sig.

Hun havde også en drøm om at møde nogle af de mennesker, som havde været medvirkende til via TV at lede hende til Jesus. Det bad hun for. TV stationen lå dengang inde i byen Santa Cruz – en times køretur fra denne kirke. Men organisationen havde købt et stykke land lige i nærheden af kirken, uden at vide af den. Da stationen var bygget, og arbejdspladsen var flyttet herud, kom alle missionærerne herud for at bo.
Gud ledte disse missionærer til at komme til denne lille kirke, og inden længe besluttede de sig for at komme der fast og støtte op om menigheden og missionsaktiviteterne i det lille lokalområde. Dermed fik damen, som startede kirken, også sin drøm opfyldt – at møde nogle af dem, der havde prædiket til hende på TV.

Menigheden er stadig lille, men den vokser. Vi er i gang med at lave en tilbygning, så der kan komme lokaler til børnesabbatsskole, da dette er et stort behov. Der er mange børn i den lille kirke. Lokalerne bliver bygget i takt med, at pengene kommer ind, og folk har mulighed for at hjælpe til.

Og det er altså her, vi er nu. I denne lille kirke, som blev startet af en gammel dame for få år siden. Her vil vi hjælpe til med at sprede budskabet om Jesus til denne del af befolkningen i Bolivia.

I dette indlæg vil vi blot tage os tid til at se lidt tilbage på nogle af de velsignelser, vi specielt oplevede, inden vi skulle rejse, fra vi havde taget beslutningen. Der var mange, både bekymringer og velsignelser.

Vi vil blot dele et par episoder med dig her. Vi håber og beder til, at du vil blive inspireret til at tage dit næste skridt ud i tro og stole på, at Gud vil gribe ind, når vi stoler på ham.

 

Ny computer
Tro det eller ej, men Lasse, som er webprogrammør og bruger det meste af sin tid foran en computer, havde faktisk en rigtig gammel, næsten ubrugelig bærbar computer.

Vi vidste, at når vi kom til Bolivia, skulle han bruge meget tid ved denne som sin primære arbejdsmaskine, som den bestemt ikke kunne klare i længden.

Vi bad ofte om en løsning. Vi havde ikke lige pengene til at skulle købe ny computer nu, men samtidig så det umuligt ud at bruge den nuværende.

En dag, hvor jeg, Lasse, så en bærbar computer ligge på et bord, altså lige sådan en som jeg stod og manglede, sagde en stemme til mig: ”Spørg om du må købe denne computer”. Jeg var først lidt modvillig, men jeg kunne ikke få tankerne væk – jeg måtte spørge. Til min umiddelbare overraskelse var svaret ”ja”. Jeg blev glad – tænk, at jeg nu kunne få en brugt, men noget nyere computer med på rejsen billigt. Vi aftalte en dag, hvor jeg kunne komme og hente den. Da jeg kom på dagen og hentede den, spurgte jeg, hvad jeg skulle give for den? Svaret kom ret prompte : ”Tjaa, du kan bare tag den med”. – Altså gratis!

Wooow – Gud havde åbenbart også synes, at min nuværende computer var for gammel til det arbejde, jeg skulle ned og udfører for ham, så han sørgede da lige for en ny – gratis!

Om aftenen da jeg så skulle re-installerer hele computeren, fandt jeg ud af at harddisken drillede lidt på et punkt. Jeg ringede til en god ven og spurgte, om han ville kigge på den. Jeg mødtes med min ven samme aften. Efter lidt tid uden løsning røg det pludseligt ud af ham. ”Jeg har lige en ny harddisk liggende, den kan du bare få i, så har du har en ny til turen.” ”Jamen dog,” udbrød jeg. ”Hvad skal jeg give for sådan en?” – Igen afventede jeg svaret lidt ængstelig: ”Den kan du bare få, jeg står ikke og skal bruge den”. Ak og ve. Al den bekymring jeg havde haft om at få en ny computer med til Bolivia. Her står jeg med en nyere brugt computer, hvor den del som først bliver slidt, harddisken, også er helt ny. WOW – Jeg takker Gud for denne gave, som jeg vil bruge til hans ære, alt hvad jeg kan.

Dette lærte mig en lektie: Når Gud vil have et arbejde gjort, vil han give os, hvad der skal bruges, for at det bliver gjort, når vi spørger om det.

 

Et rum til vores ting
I løbet af sit liv får man jo samlet sig en del ting i sit hjem. Når man så tager ud at rejse på den måde, som vi gør nu, stod vi pludseligt og skulle finde et sted at stille alle disse ting. Vi ønskede ikke at have en udgift i DK i form af en lejlighed. Vi så, at Gud ønskede, at disse penge skulle bruges på anden måde, så lejligheden skulle opsiges, men hvad med vores ting?

Hvis vi blot skal være af sted et år, er det dumt at sælge det hele.

Problemet var blot, at et opbevaringsrum (som vi har brugt før), koster ca. 1000 kr. pr. måned. En mængde penge som hellere burde blive brugt på fornuftig vis end at poste i at få opbevaret vores ting – hvad skulle vi gøre?

Vi bad meget for en løsning. ”Gud – du ønsker heller ikke, at vi skal spilde vores penge på opbevaringsrum, mens vi er væk”. Vi havde prøvet at undersøge mange steder, men en dag dukkede det op.

En ven nævnte for os, at hun kendte en person, der havde et stort rum, som var tomt, og dette var endda inde i et hus. Inde i et hus kunne det stå uden fugt, rotter og dets lige, som ellers ville være problemet i fx en lade, som vi ellers kunne få adgang til. Denne løsning var vi spændte på at hører mere om.

Vi kontaktede personen, som også brænder for missionsarbejde. Han var villig til at stille sit rum til rådighed til dette formål – Pris Gud. Men hvad var prisen så? – Gratis!

Igen blev vi overvældet af taknemmelighed. Når vi giver af os selv gratis for at gøre noget for andre, har vi mødt villighed fra andre til også at give gratis – Hvilken velsignelse!

 

Opbakning fra andre er guld
Når man planlægger sådan en tur, som vi er på, kan man ofte blive frustreret. Der er SÅ mange ting, der skal planlægges, papirarbejde der skal være styr på, og ting der skal arrangeres.

Nogle gange ser det bare ud til, at der er en kæp i hjulet på hele projektet, og alt ser ud til, at det bliver umuligt at komme af sted.

Da det er af religiøse årsager, at vi tager af sted, var vi klar over, at denne kamp måtte være en del af vores oplevelse. Den onde ønsker ikke, at vi skal være missionærer og arbejde for, at andre kan høre om Jesu snare genkomst.

Men nogle gange kan man godt blive overvældet af følelsen af, at ”skal vi virkelig rejse af sted”? ”Er det virkelig det rigtige at gøre.” ”Det virker til, at alt er imod os.”

I sådanne øjeblikke tror vi, at Gud elsker at sende os et praj om, at han vil lede os videre.

Netop når vi har stået i disse situationer, har vi gentagne gange oplevet, at Gud har opmuntret os gennem andre mennesker, som har vist os deres støtte og bønner.

En episode var blot et opkald fra en, der ville støtte os økonomisk og opmuntrede os til at gøre Guds sag på dette sted – lige hvad vi begge havde brug for i den situation, vi stod i.

En anden gang har det været en person, der tilbød at hjælpe os med praktiske ting med mad m.m. i den sidste flyttetid.

Til sidst men ikke mindst er den støtte vi har fået fra vores anden familie (menigheden) opmuntrende og hjertevarm.

Vi har virkelig oplevet på egen krop, at der foregår en kamp, der er større end os. Det er ikke altid let at gå Guds vej, men han vil gå med hele vejen og opmuntre os til at fortsætte. Vi er taknemmelige for dette.

Vil du også bede for os fortsat ?

 

Flere missionærer?
Den sidste episode, vi vil dele nu, er også fra et tidspunkt, hvor vi var lidt mismodige.

”Vil vores eksempel virkelig gøre en forskel for andre til at følge Gud ?”

I denne periode fik Lasse en besked på Facebook af en ven, som jeg har mødt i et andet land. Vi har prøvet at holde lidt kontakt med ham, da vi mødte ham som nyomvendt, og vi ved, at man især i denne periode trænger til støtte og vejledning.

Da vores ven igennem andre havde hørt, at vi skulle af sted som missionærer, skrev han til os på Facebook, at han var meget begejstret for, at vi skulle af sted. Han havde faktisk selv bedt en del til Gud om, at Gud måtte vise ham, hvad han skulle videre i sit liv. Vores eksempel med at rejse havde talt til ham lige i dette øjeblik, og han fortalte os, at han nu også var i gang med at ansøge om at blive missionær.

Wow – endnu en opmuntring til os personligt. Vi er taknemmelige for, at Gud har brugt vores eksempel til at lede andre til at give deres liv til ham i tjeneste i den sidste tid.

Måske du også vil overgive eller genovergive din tid, dine midler og dit liv til Gud ?

Husk, at hvis Gud gør både små og store ting for os, så vil han også gøre det for dig.