Vi har netop denne weekend afsluttet en mødeserie, som har varet en hel uge. Mødeserien var mere et seminar med emnet ”En glad familie”. Det var en oplevelse at se hvordan og hvor enkelt, man kan lave en offentlig mødeserie hernede.

Mødeserie foregik i den lille nabolandsby til TV-stationen. Det er blot et lille landsbysamfund med spredte huse ned langs en længere sand-vej.
Reklamen for mødeserien bestod i et hjemmemalet banner på et stykke stof og ellers lidt flyers, der blev delt ud et par dage før. Mund til mund-metoden blev vidst også brugt, da antallet af gæster steg i løbet af ugen.

Emnerne, der blev taget op, var både helt ”almindelig” familie undervisning, som vi kender det fra kurser i Danmark med børneopdragelse osv. Andre emner var mere rettet mod kulturen her i landet: Fx med økonomisk prioritering og børn i forhold til skolepenge osv. Emnet om, at mand og kvinde blev skabt lige, blev også talt ud fra Bibelen. Det er en af udfordringerne, som familier har her i Bolivia, hvor manden typisk dominerer på en ikke-konstruktiv måde.
Alle emnerne blev taget helt ud fra bibelen, og det virkede normalt for deltagerne, at det selvfølgelig var grundlaget for familie-undervisning.

Selve mødeserien blev holdt lige udenfor vores lille klinik, der ligger i nabobyen. Som projektorlærred havde vi hængt et hvidt lagen op mellem to søjler hæftet i hvert hjørne med ståltråd. Vi havde også sat et par højtalere op, en talerstol, et par lamper og plastikstole ude på den sandede ”græs” plads – så enkelt kan det gøres her.

Møderne startede kl. 19 (ca. da vi jo er i Sydamerika). Vi startede med at synge salmer, hvilket åbenbart også er meget normalt at starte med til offentlige møder. Derefter blev børnene inviteret til at komme ned bagved på græsplænen. Hos forældrene blev der indledt med bøn, og taleren blev præsenteret. Talen varede typisk 30 min – 45 min.
Efter selve talen blev der givet en bibelsk appel om at følge det, som der var blevet undervist i denne aften.

Helt til at starte med, når man kom til mødeserien, fik man en lille seddel, som man skulle skrive sit navn på. Disse sedler skulle bruges sidst på aftenen. Der var stillet gaver indpakket i cellofan på et bord, og der blev så trukket lod mellem mødedeltagerne. Nogle vandt sådan nogle ”Jesus med hyrdestav og et lam på skulderen”-plakater. Andre vandt en lille pakke med toiletpapir, kiks, en gryde og lidt andre ting. Det blev modtaget med stor begejstring, og der blev taget billede af vinderen med gaven og taleren osv. Det, må man sige, var en lidt anderledes måde at gøre det på end i Danmark. Alt andet end en lodtrækning om en iPad synes nyttesløst der, men her er det blot en måde at hjælpe en fattig lokalbefolkning på.

Der blev også til hvert møde uddelt sedler, som folk kunne skrive bønneønsker ned på. De skulle derefter ligges ned i en kasse. Der kom ca. 20 sedler ind hver aften med forbøns ønsker for folks familier. Dem beder vi nu for.
Samtidig har vi folks navne og kontaktoplysninger, så vi kan besøge dem og give bibelstudier til dem, som vil det.
Der blev også uddelt bibler gratis til dem, der ikke havde nogen.

Efter dette ønskede man hinanden Guds velsignelse mens folk gik derfra.

I mellemtiden havde børnene haft deres egen separate møde. Børn fra 2 år og op til teenagealderen blev samlet i en gruppe ca. 10 m væk fra, hvor vi andre sad. De tog hver aften flere og flere venner med, og den sidste aften var der 61 børn fra den lille landsby.
De sang bevægelsessange og fik oplæst bibelhistorier. Alle sad pænt, stille og lyttede intenst, og var med til alle sangene, så godt de nu kunne.
Wow – hvor anderledes end i Danmark. Vi var forundrede over, at børn med ikke-kristen baggrund, gad synge kristne sange og høre bibelhistorier.
Børn kom hen til os og omfavnede vores ben, indtil vi satte os på hug ned til dem. De snakkede løs med os, og vi måtte prøve at forstå med vores bedste spanske. De vidste deres taknemmelighed for det, vi gjorde for dem – det var rørende at se den åbenhed disse børn havde.

Det var en stor fornøjelse at være med til en mødeserie på denne måde. Den var i næsten alle facetter anderledes, end hvad vi ville gøre i Danmark, men hernede virker det. Folk var glade, modtagelige og til den sidste appel den sidste aften rejste mange sig for at vise, at de ønskede, at Jesus skulle være grundlaget i deres familie, og de ville gøre, hvad de kunne for at lave en kristen husorden.

Vi takker Gud for denne mulighed og den forskel, det har gjort for mennesker i denne lille landsby.