Vi kommer hjem – snart

Du har måske allerede hørt, at vi er i gang med at planlægge vores hjemrejse?
Den er god nok – vi kommer tilbage til Danmark og lander i København d. 22. april.
Her er en lidt mere officiel udmelding om vores hjemrejse…

Vi startede hele vores rejse til Bolivia i august sidste år, så vi har altså boet hernede i nu 8 måneder.
Du tænker måske: “jamen skulle de ikke være afsted et år? – Der må være noget galt siden de kommer hjem nu”.

Da vi rejste til Bolivia var vi sikre på, at Gud ledte os til missionsarbejdet hernede – der var ingen tvivl – og det er der stadig ikke. Vi ønskede, at gå der hvor Gud ledte os. 6 måneder inden afrejse havde vi ingen planer om at tage afsted, men vi besluttede at rejse ud, da vi så, at Gud ledte os den vej.
Helt med vilje bestilte vi en fleksibel flybillet. Netop med det i mente, at vi ikke vidste, hvor Gud ville lede os efter fx 6 måneder igen. Hvis Gud kun ønskede, at vi skulle være hernede et halv år, ville vi tage hjem igen efter det halve år og ikke være låst til at skulle blive her længere pga. en flybillet. Derfor havde vi heller ikke sat en bestemt længde på vores ophold. Vi planede selv på at være her ca. et år, da vi jo selvfølgelig bliver nødt til at planlægge lidt i tidsrammer. Men vores intention fra starten var at tage herned, være fleksible, og tage hjem igen, når vi så Gud lede i den retning – det er så tid nu.

Der er sket så mange ting, mens vi har været hernede, og vi har lært så meget.
Vi har lært meget om Gud, missionsarbejde, verden, livet i fattigdom og ikke mindst os selv. Det er virkelig en oplevelse, som har beriget os meget på mange måder.
I vores tid hernede er der også kommet mange flere mennesker til at arbejde på stedet her. Det har gjort, at vi også har følt, at der ikke er brug for os hernede mere. Samtidig har vi også lært meget om kulturforskelle, og at vi som danskere bare arbejder mest effektivt i Danmark. Vi må erkende, at folk, som kommer fra Sydamerika, bare kan meget mere hernede, fordi de forstår kultur, sprog og folk hernede.
Dette er bl.a. nogle af de faktorer, som har udgjort vores beslutning.

Vi har hele tiden været overbevist om, at vi er danskere og skal arbejde i Danmark. Et af vores mål med turen var at tage herned, få nogle erfaringer og lære, og tage det hele med hjem og lave missionsarbejde hjemme. Det er stadig planen, og vi ønsker at bruge alle vores erfaringer hjemme nu her om lidt.

Nu ved du lidt mere om, hvorfor vi tog herned, og hvorfor vi tager hjem nu. Vi er overbeviste om, at det er den rigtige beslutning og glæder os nu til at komme til Danmark igen og se venner og familie.
Vi glæder os også til at se, hvilke planer Gud har for os i Danmark igen. Vi står begge uden arbejde, et sted at bo og helt uden for det danske system. Alt ligger åbent, og vi beder om Guds vejledning i, hvad vores fremtid nu byder på.

Må Gud velsigne dig, og må vi alle være villige til at gå der, hvor han leder os!