Jeg er normalt ikke en person, som deler mine personlige tanker og følelser med alle og enhver. Men dette emne er så stor en del af det at være missionær i en anden kultur og med et andet sprog, at jeg har valgt at dele nogle af mine tanker og erfaringer om kommunikation og fælleskaber. Jeg skriver ikke, for at du skal have ondt af os – slet ikke – vi har det egentlig godt. Det er mere skrevet for at dele lidt af de erfaringer, som en missionær i et andet land må kæmpe med på daglig basis. At være missionær er ikke KUN lutter lagkage, og en anderledes kultur og sprog kan til tider være en stor udfordring. Jeg håber min erfaring kan være dig til inspiration…

Læs resten →

At have titlen ”missionær” og leve i luksus hænger nok sjældent sammen. Og efter min mening af gode grunde. Vi har erfaret, at luksus er meget relativt, alt efter det område og den kultur du bor i.

Vi har nu været her i over 2 måneder, og det er på tide at dele lidt detaljer med dig om hvordan vi bor…
Læs resten →

En morgen vågnede vi og var i nattens løb blevet angrebet af myg. Ikke fordi, der er så mange endnu, men de få myg, der er, havde sandelig taget for sig af vores kroppe.

En af vores venner hernede så vores prikkede ansigter, arme osv. Han havde et ekstra lille myggenet og havde selv et stort et hængende over sin seng. Vi kunne ikke få ham overtalt til, at vi godt kunne nøjes med hans lille ekstra myggenet. Han pillede derfor sit store myggenet ned, og vi gik ind på vores værelse for at hænge den op.

Inde på vores værelset så han, at vi ikke havde nogle møbler overhovedet. Vores tøj lå i bunker på gulvet sammen med alle vores andre ting, arrangeret så godt man nu kan, når ting bare står og ligger på gulvet. Vores madrasser ligger også bare på gulvet. Han blev lidt ked af det på vores vegne og sagde, at vi skulle finde på noget, så vi kunne få tingene mere på plads.

Vi gik i seng den aften og var taknemmelige over at sove under et myggenet.
Næste morgen vågnede vi som normalt. Sandy tog sine toiletsager for at gå ned og ordne sig, som hun plejer. Hun kom hurtigt tilbage og kaldte: ”Lasse – kom lige ud og se”.
Ude på gangen udenfor vores dør stod et tøjstativ med en seddel på.
På sedlen stod ”Sandy & Lasse. Denne ting er til jer, så I kan hænge jeres tøj op. Må Gud velsigne jer. Hilsen jeres ven”. – Det var skrevet på det bedste engelske, han nu kunne, men vi forstod, hvad han mente.

Stativet var sammentømret af affaldsbredder og en metalstang som var skruet fast på stativet. Den var ikke så køn, men til gengæld var den vakkelvorn.
Men…: Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet så overvældet og taknemlig for en gave som denne. Sandy og jeg så på hinanden med glædes tåre i øjnene. En af vores nye venner har lavet denne til os af det, der nu lige kunne findes her på stedet.

Vi ville finde ham for at sige tak, men senere fandt vi ud af, at han havde sovet lidt længe, da han havde brugt en del af natten på at lave denne til os.

Det fik mig til at tænke… Hvad jeg i Danmark ville have svært ved at forstå, at man kunne være taknemmelig og glad for, var hernede den største glæde. Livet kommer i perspektiv, når man kommer til sådan et ”fattigt” sted. Selv om det ikke er så fattigt, at vi lider nød, så er det simple forhold. Ting får en anden betydning, og forholdene er så anderledes end hjemme i Danmark. Vi har fundet ud af, at man kan have det fantastisk og være lykkelig over at sove på et gulv og have tingene på et gulv (men nu behøver vores skjorter dog ikke at blive helt så krøllede). Vi føler, at vi lever godt hernede – vi mangler intet. Til gengæld har vi en ro og enkelthed over vores liv, som vi savnede i Danmark.

Vores værelse på 3 x 3 m har nu fået en kæmpe opgradering. Vi sover under myggenet og den er prydet med vores helt unikke tøjstativ.

Vi takker Gud for gode venner og det fælleskab, vi har. Vi ønsker kun at tjene disse mennesker på samme måde, som de har været der for os.

Blot lidt erfaringer herfra, som vi håber, vi vil tage med hjem en dag…