At have titlen ”missionær” og leve i luksus hænger nok sjældent sammen. Og efter min mening af gode grunde. Vi har erfaret, at luksus er meget relativt, alt efter det område og den kultur du bor i.

Vi har nu været her i over 2 måneder, og det er på tide at dele lidt detaljer med dig om hvordan vi bor…

Da vi bestemte os for at skulle arbejde som missionærer her i Bolivia, vidste vi ikke helt, hvad vi kom til at bo i. Og vi havde bestemt os for, at det ikke var en afgørende faktor for, om vi skulle tage af sted eller ej. Vi hørte blot om stedet og den måde, missionsarbejdet blev udført på, og vi så, at det fulgte det, vi mener, er bibelske principper (frivilligt arbejde og alt er gratis i tjenesten for andre). Vi bad meget og var overbeviste om, at vi skulle tage af sted. Hvad vi skulle bo i, og hvilken standard det var, var dermed underordnet. Hvis Gud sender dig et sted, så kan du stole på, at det vil være til det bedste for dig, uanset om vi selv lige kan se det med det samme – altså vi tog af sted.

Da vi kom til landet, blev vi chokerede over standarden af befolkningens huse. Da vi ankom på kanalen, blev vi henvist til et lille værelse på 3×3 m, som vi skulle bo på. Vi havde så fælles bad og toilet, som vi delte med 8 andre, som også boede her.
Egentlig tog vi det pænt – vi havde ikke forventet luksus, efter vores standarder, og i øvrigt havde vi ikke så meget bagage med fra Danmark, så plads på værelset var jo ikke noget problem.
Værelset var bare et værelse, uden møbler, uden seng – kun lysstofrør i loftet og gulvtæppe på gulvet.

Jeg kom til at tænke på det berømte syn, som Ellen White havde om ”The narrow way”. Folk, der gik på vejen mod himlen, måtte efterhånden give slip på flere og flere af deres ejendele for at kunne gå videre på vejen, fordi den blev smallere og smallere. Billedligt talt handler det vel om, at vi ikke skal sætte vores ting højere end kærligheden til Gud, andre mennesker og at udføre hans mission. Vi følte os lidt mere som rigtige missionærer – og de ting, som vi ”ejede”, havde ikke så stort et fokus, da følelsen af taknemmelighed til Gud over at være aktive i hans mission overvældede os.

Vi fik hurtigt indrettet os på vores værelse og fik som gave et selvbygget tøjstativ af en ven her på stedet. Vi lagde et par madrasser på gulvet og fik anrettet resten af vores ting i vores tasker på gulvet, så det gav lidt orden. Ud over det fik vi lånt et myggenet, så vi ikke ville blive ædt om natten. Vores egen investering i møbler hernede var en lille skraldespand og en hygge-lampe på værelset. Det var alt.

Vores lille værelse i mediecenteret

Nu 2 måneder efter lider vi stadig ikke mangel på vores lille værelse. Jeg tror faktisk, det er sundt lige at få sat på plads, hvad der virkelig har værdi her i livet. Det, vi tænkte på, var ikke vores ting i Danmark. Derimod var det privatliv og relationer med familie og venner fra Danmark, som blev savnet.
Dog vil jeg sige, at når vi blev inviteret hjem til nogle venner hernede, nød vi at sidde i en sofa og ikke på gulvet på en madras. Vi nød at spise ved et bord med stole og ikke sidde på en malerspand ved et opbygget bord af brædder. Men man vender sig til meget og finder ud af, at det faktisk ikke er det, som betyder mest i livet.

En dag fik vi at vide, at nogle af vores gode venner her, en missionærfamilie, skulle tilbage til deres hjemland for at hjælpe deres forældre lidt. Det var en længere rejse af 6-12 måneders varighed. De boede i et missionærhus her på stedet med egen have og køkken osv. Vi fik at vide, at vi havde muligheden for at passe huset imens.

Det nye hus med stor have. Det er det flotteste hus på stedet.

Vi sagde ja, og dagen kom, da vi skulle overtage huset. Vi fik nu alt, hvad vi havde drømt om. Vi fik privatliv, mulighed for selv at lave mad og i det hele taget frihed. Vi har virkelig lært af tiden på vores værelse, at disse ting har betydning for os. Nu her i huset lever vi virkelig i luksus sammenlignet med værelset. Selv om det er et simpelt hjem med simple ting og simpel indretning, så er det til stor velsignelse for os at få muligheden for at passe dette hus.

Vores terresse og stue

Det sjove er, at mens vi var i Danmark, før vi besluttede os for at tage til Bolivia, var vi ude og se på hus. Som så mange andre ønskede vi noget større end vores lejlighed. Vi ønskede os et hus med have uden for byen med privatliv osv. Pludselig kom tanken og muligheden for at flytte til Bolivia, og modsat alle vores tanken om at købe hus osv., som i øvrigt var kanon dyrt, besluttede vi os for at flytte. Nu har vi så fået alt det her i Bolivia, som vi kun ønskede os i Danmark. Vi har hus, have, privatliv, og så er det hele GRATIS. Vi er SÅ taknemmelige til Gud, fordi han giver os alt, hvad vi kunne ønske os, selv på de tidspunkter, hvor vi går og tror, at vi har givet alt op.

I vores have har vi ananas, bananer, papaya, jordbær, citroner og mange andre ting…

Denne beretning har lært os mange ting. Den har lært os, hvad der virkelig betyder noget i livet. Den har lært os, at ”vores” ejendele ikke gør os mere lykkelige, og det at købe mere og mere ikke nødvendigvis er lig med glæde. Vi var glade på vores lille værelse, og det var som om, Gud ville lære os en lektie der, inden vi var klar til at flytte i det hus, som han virkelig havde forberedt til os.
Den anden ting, vi lærte, var, at Gud ønsker det bedste for os. Han vil give os alt godt ud fra hans vilje. Vi har fået meget mere, end hvad vi havde håbet på her, og mere end vi ville have fået i Danmark. Og når vi tror, at vi ofre noget eller giver noget op pga. missionsarbejdet, så finder vi ud af, at vi får så meget mere igen ved at give. Giv, så skal vi få.

Gud er god, og når vi prioritere ham VIL han velsigne.

Vi bor stadig ikke i luksus, men vi har en lykke og en fred uden lige. Vi ved, at vi følger Guds mission her, og det giver mening i vores liv – det giver fred og lykke.

Jeg håber at vores oplevelser her også har fået dig inspireret til at tænke over hvad som virkelig betyder noget i livet. Vi har i hvert fald lært meget gennem denne erfaring, og har vendt op og ned på nogle af vores prioriteter.