Vi er nu kommet ind i marts, og det er forår i Danmark. Alt springer ud, temperaturen stiger, og der sker en masse. Men bare fordi der ikke er de store sæsonskifte her, betyder det ikke at ting står stille.
Her kommer en lille status på stort og småt, der er sket i vores liv her i Bolivia siden sidst…
Læs resten →

Hej
Det er ved at være lidt tid siden, at jeg har skrevet en opdatering om, hvad der er sket de sidste uger af vores liv.
Det er jo december, og derfor jo en lidt speciel tid i Danmark. Vi må nok indrømme, at vi savner denne tid i Danmark. Vi har længtes lidt, når vi har set billeder på Facebook af julebag, strøget med julelys og julehygge… Ordet Julehygge eksistere vist ikke her i Bolivia.

Læs resten →

Sammenlignet med Danmark bor vi primitivt, men sammenlignet med, hvad vi har oplevet sidste weekenden, så bor vi i luksus.
Vi har haft en dejlig weekend på en skole ude i junglen. Maria Zenas er her lige nu, hvor vi bor, for at få ordnet visa-papirer, og så skal hun videre til et andet sted i Bolivia. Hun har før været på en bibelskole i nærheden af os og ville gerne ud og besøge den. Og vi tog selvfølgelig med derud…
(Se video og galleri længere nede)
Læs resten →

Det at få visa for et år i Bolivia er en større og dyr opgave.
Det fungerer sådan, at da vi rejste fra Danmark og herned, havde vi kun VISA for 30 dage fra indrejse. I de 30 skal vi så ansøge om et residens VISA for et år. Når det er gået igennem, kan vi så inden for de næste 30 dage igen ansøge om at få for mere end 1 år. Hvis vi ikke gør det med det samme, skal vi hele processen igennem, som vi kommer til at beskrive herunder.
Og det er et gedemarked… Jeg ved ikke, hvorfor det skal være så svært for en dansker at komme ind i landet. Jeg vil tro, det er sjældent, at en dansker tager fra Danmark for at nasse på samfundet i Bolivia. Men anyway – sådan er det, og det må vi bare leve med.

Man skal mange steder hen og mange ting igennem for at få dette VISA. Faktisk lejer de fleste en VISA-advokat til at klare tingene for sig. Vi er heldigvis så privilegerede, at der er tilknyttet en Visa-advokat til stedet, som hjælper os.

Vi tog af sted til Santa Cruz en tidlig morgen for at nå så meget som muligt.
Først skulle vi til en bank for at betale for en masse ting på forhånd, så vi kunne vise kvitteringer til de forskellige instanser på, at vi havde betalt.
Denne bank var dybest set en lille bygning under halvtag, og så sad folk ellers bare på stole udenfor og ventede på at gå ind under halvtaget til skranken. Det var en lidt sjov oplevelse at se en bank på denne måde, men hvorfor ikke, når det nu er så dejlig varmt.

Derefter skulle vi have lavet nogle specielle pasfoto. De kan ikke bruge dem, vi har fra DK. Der skal være knaldrød baggrund og i et specielt format.
Vi kom ind i et lille bitte rum, hvor der sad 3 damer ved hver deres computer. Der var et par skamler, som man kunne sidde på, mens man var i kø og en fjerde dame, der stod med et lille Nikon kamera.
Man blev så en efter en trukket ind bag et forhæng, hvor den damen med kameraet tog billeder af en. Der var ingen speciel lysopsætning eller kamera på stander. Nej, hun gik bare rundt og tog lidt billeder af os fra skæve vinkler og med alm blitz fra det lille kamera.
Bagefter blev billederne lagt ind på en computer hos en af de andre damer, og så gik de ellers i gang. Der blev photoshoppet til den helt store guldmedalje. Først skulle der fjernes overbelysning fra den dårlige lysopsætning i rummet. Derefter fjernede de manuelt slagskygger som det stakkels kamera havde lavet. Derefter blev flagrende hård fjernet, samt smårynker og pletter på huden. Aldrig har vi da haft så ren hud.
Det bedste af det hele var, at derefter havde de så et lille udvalg af jakkesæts-billeder, som så blev trukket ind ovenover det billede, der var blevet taget. Dermed tilpassede de jakkesættet, så det så ud som om, man havde slips, hvid skjorte og jakke på, på billedet. – Og så på den knaldrøde baggrund – det er nok det sjoveste pas-foto, jeg til dato har fået lavet. Vi var dog ikke udvalgt til dette jakkesæt. Vi fik kun en kasse under vores billede med vores pasfoto – vi lignede straffefanger.

Derefter skulle vi havde fotokopieret vores pas i byen. Der var ca. 15 små shops ved siden af hinanden som alles primære formål var at fotokopiere ting. Der sad 3 mennesker i hver “butik” og ventede på, at nogen kom og skulle have kopieret. Det var dog svært at finde et sted som kunne tage farve-kopi, men det lykkedes.

Derefter skulle vi op til et sted og aflevere en betaling og nogle papirer og pasinformationer for at bevise, at vi ikke er involveret i narkohandel her i Bolivia.

Så var det tid til blodprøve – De skal tjekke en for om man har HIV. Man må åbenbart gerne komme ind i landet med HIV i 30 dage, men hvis man skal være der et år skal men tjekkes.
Jeg havde lidt mareridt over, hvordan sådan en blodprøve ville fungere. Om det bare var en nål som gik fra den ene til den anden eller hvordan. Men, men, jeg blev positivt overrasket over, at alt var rent og pænt og nye nåle for hver person – og jeg overlevede… Trods Sandy troede, at jeg var ved at besvime, for jeg blev helt bleg i hovedet.

Nu var det i mellemtiden blevet tid til siesta. Det var lig med en pause med mad. Vi blev kørt til et stormagasin. Det var det første, vi havde set hele dagen, der mindede om vestlig standard. Der var kølig luft, rene gulve, toiletpapir på toilettet, en masse spisesteder og et supermarked, der havde vare på hylder og i sektioner som fx Føtex i Danmark. Stedet bar meget præg af, at der stort set ikke var nogen indfødte til stede.
Vi fik en middag og gik så ellers på shopping i stormagasignet.
Det var en lettelse at kunne tage ting ned fra hylder og tage dem ned i en indkøbsvogn. Vi smilede ved tanken om, at vi selv kunne købe toiletpapir, shampoo og andre fornødenheder. Vi så endda en lille rund boks, hvor der stod ”Royal Dansk” og nedenunder ”Danish butter cookies”. Den kom dog ikke ned i kurven, da prisen svarede til en mindre boliviansk herregård.
De prøvede virkeligt at få det til at være så fint og organiseret som muligt, men alligevel stod shampoo og Pringles side om side, så organiseret som i Danmark var det ikke helt. Hele herlighederne sluttede af med at de pakkede vores ting sirligt i poser og ned i vognen og så videre.

Fra vestlig standard stormagasin til en politistation med mennesker og kaos over alt for at få nogle papirer, og derfra videre til en anden politistation for at sætte underskrifter og tommelfingerstempel igen osv.
Derfra videre til en stats-advokat-agtig dame som gav flere papirer og fik en masse underskrifter.

Puha, sikke en dag – ikke mindst kulturchokket over selve byen.
Og så rundt igen to dage senere for at hente en masse papirer til Interpol.

Nu mangler vi kun en enkelt dag mere med at køre rundt og underskrive hos Interpol og dets lige. Og derefter er vi klar til at ansøge om visa hos Immigrationsmyndighederne.

De mest slående tanker fra i dag :

– Hvor ”anderledes” deres kørestil er i byen. Der er ikke mange ting, der virker på bilerne, men hornet gør altid! – Den, der dytter og er størst, kører først. Man bruger heller ikke instrumentbrættet hernede. Det er sjældent at selv speedometer virker, eller i det hele taget noget deri.

– Hvor uorganiseret denne visa procedure er. Vores visa-advokat gør dette hver uge, og hun siger, at proceduren er forskellig ca. hver uge for, hvor man skal hen, og hvilken rækkefølge, og hvad man skal.

– Hvor fattige folk egentlig er. Byen har ikke meget promt og pragt. Der er snusket og beskidt over alt. Det minder egentlig en del om Afrika – dog er der flere bygninger i stedet for skure. Men alt er ca. lige så beskidt og sjusket lavet.

– Folk er meget venlige og imødekomne

– Der er varmt og støvet, og så blæser det også meget

– Vi skal vænne os til at gå på marked, eftersom at ca. alle indkøb foregår på denne måde. Det er også billigst. Supermarked er dyrere selvom det er billigere end herhjemme.

Så blev det tid. Den 25. august 2014 stod vi tidligt op for at være i Københavns lufthavn kl. 7. Vi havde afgang kl. 10.10 med KLM – først til Amsterdam, derfra til Panama i Mellemamerika og derfra videre til Santa Cruz de la Sierra i Bolivia – en tur på i alt 24 timer.

Vi stod der med vores store tasker spændte på, hvad der nu skulle møde os, men også vemodigt at rejse fra folk, som vi holder så meget af. Men vi tror på, at Gud har kaldet os til dette sted, og derfor måtte vi rejse.

Vi ankom i lufthavnen kl. 4 om morgenen i Santa Cruz og skulle hentes. Vi blev hentet af en mand, der kun kunne spansk. Her kom den første pinlige situation. Alt, vi kunne forstå, var, at vi skulle med ham, og der sad vi så ellers en time i bilen og kunne ikke sige et ord til ham ud over ”gracias”.

På stedet blev vi mødt af Richard, der er lederen på stedet her. Det var en behagelig overraskelse. Vi blev straks inviteret ind i hans hus, som er et ombygget hønsehus. Richard har boet en del år i USA, så han forstod vores kultur og gik hurtigt i gang med hans ironiske humor, som faldt i god smag hos os danskere. Efter morgenmad og et bad var det tid til en rundvisning på stedet.

(Vi skal nok lave en rundvisning med billeder senere…)

Ellers er de første par dage fløjet af sted med mange forskellige indtryk. Det er et flot og anderledes sted. Der er palmer, andre fugle og lyde. Der er også det her tørre, stive græs og i det hele taget tørt og støvet. Vi skal lige vænne os til altid at have lidt sved på panden og ofte blæsende vejr.

Samtidig er det lidt sjovt, at solen går ned lidt over 18, på hvad som ellers virker som en sommeraften for os. Kl. 18.30 er der så bæl mørkt – altså rigtig mørkt. Derfor opholder man sig ofte inde resten af aftenen.

Folk her på stedet er utrolig søde. De fleste snakker dog kun spansk, så dem glæder vi os til at lære at kende andre facetter af, end hvad fagter kan gøre. Nogen af dem kan engelsk og hjælper os lidt med oversættelse, og de lærer os alle sammen nye spanske ord. Det er hyggeligt, folk griner, laver sjov med hinanden og tager tingene meget afslappet. Vi lærer dem selvfølgelig også noget dansk, men vi håber, vi er bedre til at udtale deres spanske, end de er til vores danske. Lasse hedder ofte “Lizzie” og “stjerne” bliver til “stinæ”. Men vi har det nu sjovt med at få lært sproget.

Maden er rigtig fin. Enkel, men velsmagende og frisk ikke mindst. Vi har et fælleskøkken og lille spisested i en container, der er bygget om til køkken med gulv, komfur, ovn og lille spisekammer. Det er lidt specielt, men det virker.

Vi har dog været lidt bekymrede for vores maver her til at starte med, da køkkenhygiejne ikke er efter “danske standarder”. Men vi er ikke blevet dårlige endnu, så noget skidt må vores mave da kunne håndtere.

Vi bor på et lille værelse af 3×3 meter med 2 madrasser på gulvet – noget primitivt, men til gengæld har vi hele mediecenteret som vores hjem. I dette klima er man jo også meget ude og burger derfor ikke værelset til meget andet end opbevaring.

Alt I alt har vi lært, at man kan leve under meget enkle forhold hvis man er villig til at lære. Vi tror, at ens indstilling til at være den, som lærer og ikke belærer, er vigtig for at have det godt i en ny kultur. Man lærer at klare sig på deres måde og gør tingene anderledes, selv om man kan rykke sig i håret nogle gange, fordi man synes det virker dumt.

Vi har stadig mange indtryk at sluge og nye ting at lære. Dette var blot for at give dig et hurtigt indblik i, hvad vi går og tumler med lige nu.

Vi takker Gud for mennesker her, som har taget så godt imod os. Vi prøver at lære en masse nyt på meget kort tid, og du må gerne bede for især vores sprogvanskeligheder som sætter en naturlig barriere for virkelig at lære stedet og folk at kende.

Dog er vi taknemmelige for, at vi allerede har lavet nyttige opgaver på stedet. Det er en motivation for os, at vi allerede har gjort en forskel for optagelserne på TV-stationen og i sidste ende, hvordan folk oplever evangeliet på deres fjernsyn.

Vi vender snart tilbage med en opdatering på, hvad vi faktisk har lavet den første uge og mere om stedet her.

Vi skrives…