Det at få visa for et år i Bolivia er en større og dyr opgave.
Det fungerer sådan, at da vi rejste fra Danmark og herned, havde vi kun VISA for 30 dage fra indrejse. I de 30 skal vi så ansøge om et residens VISA for et år. Når det er gået igennem, kan vi så inden for de næste 30 dage igen ansøge om at få for mere end 1 år. Hvis vi ikke gør det med det samme, skal vi hele processen igennem, som vi kommer til at beskrive herunder.
Og det er et gedemarked… Jeg ved ikke, hvorfor det skal være så svært for en dansker at komme ind i landet. Jeg vil tro, det er sjældent, at en dansker tager fra Danmark for at nasse på samfundet i Bolivia. Men anyway – sådan er det, og det må vi bare leve med.

Man skal mange steder hen og mange ting igennem for at få dette VISA. Faktisk lejer de fleste en VISA-advokat til at klare tingene for sig. Vi er heldigvis så privilegerede, at der er tilknyttet en Visa-advokat til stedet, som hjælper os.

Vi tog af sted til Santa Cruz en tidlig morgen for at nå så meget som muligt.
Først skulle vi til en bank for at betale for en masse ting på forhånd, så vi kunne vise kvitteringer til de forskellige instanser på, at vi havde betalt.
Denne bank var dybest set en lille bygning under halvtag, og så sad folk ellers bare på stole udenfor og ventede på at gå ind under halvtaget til skranken. Det var en lidt sjov oplevelse at se en bank på denne måde, men hvorfor ikke, når det nu er så dejlig varmt.

Derefter skulle vi have lavet nogle specielle pasfoto. De kan ikke bruge dem, vi har fra DK. Der skal være knaldrød baggrund og i et specielt format.
Vi kom ind i et lille bitte rum, hvor der sad 3 damer ved hver deres computer. Der var et par skamler, som man kunne sidde på, mens man var i kø og en fjerde dame, der stod med et lille Nikon kamera.
Man blev så en efter en trukket ind bag et forhæng, hvor den damen med kameraet tog billeder af en. Der var ingen speciel lysopsætning eller kamera på stander. Nej, hun gik bare rundt og tog lidt billeder af os fra skæve vinkler og med alm blitz fra det lille kamera.
Bagefter blev billederne lagt ind på en computer hos en af de andre damer, og så gik de ellers i gang. Der blev photoshoppet til den helt store guldmedalje. Først skulle der fjernes overbelysning fra den dårlige lysopsætning i rummet. Derefter fjernede de manuelt slagskygger som det stakkels kamera havde lavet. Derefter blev flagrende hård fjernet, samt smårynker og pletter på huden. Aldrig har vi da haft så ren hud.
Det bedste af det hele var, at derefter havde de så et lille udvalg af jakkesæts-billeder, som så blev trukket ind ovenover det billede, der var blevet taget. Dermed tilpassede de jakkesættet, så det så ud som om, man havde slips, hvid skjorte og jakke på, på billedet. – Og så på den knaldrøde baggrund – det er nok det sjoveste pas-foto, jeg til dato har fået lavet. Vi var dog ikke udvalgt til dette jakkesæt. Vi fik kun en kasse under vores billede med vores pasfoto – vi lignede straffefanger.

Derefter skulle vi havde fotokopieret vores pas i byen. Der var ca. 15 små shops ved siden af hinanden som alles primære formål var at fotokopiere ting. Der sad 3 mennesker i hver “butik” og ventede på, at nogen kom og skulle have kopieret. Det var dog svært at finde et sted som kunne tage farve-kopi, men det lykkedes.

Derefter skulle vi op til et sted og aflevere en betaling og nogle papirer og pasinformationer for at bevise, at vi ikke er involveret i narkohandel her i Bolivia.

Så var det tid til blodprøve – De skal tjekke en for om man har HIV. Man må åbenbart gerne komme ind i landet med HIV i 30 dage, men hvis man skal være der et år skal men tjekkes.
Jeg havde lidt mareridt over, hvordan sådan en blodprøve ville fungere. Om det bare var en nål som gik fra den ene til den anden eller hvordan. Men, men, jeg blev positivt overrasket over, at alt var rent og pænt og nye nåle for hver person – og jeg overlevede… Trods Sandy troede, at jeg var ved at besvime, for jeg blev helt bleg i hovedet.

Nu var det i mellemtiden blevet tid til siesta. Det var lig med en pause med mad. Vi blev kørt til et stormagasin. Det var det første, vi havde set hele dagen, der mindede om vestlig standard. Der var kølig luft, rene gulve, toiletpapir på toilettet, en masse spisesteder og et supermarked, der havde vare på hylder og i sektioner som fx Føtex i Danmark. Stedet bar meget præg af, at der stort set ikke var nogen indfødte til stede.
Vi fik en middag og gik så ellers på shopping i stormagasignet.
Det var en lettelse at kunne tage ting ned fra hylder og tage dem ned i en indkøbsvogn. Vi smilede ved tanken om, at vi selv kunne købe toiletpapir, shampoo og andre fornødenheder. Vi så endda en lille rund boks, hvor der stod ”Royal Dansk” og nedenunder ”Danish butter cookies”. Den kom dog ikke ned i kurven, da prisen svarede til en mindre boliviansk herregård.
De prøvede virkeligt at få det til at være så fint og organiseret som muligt, men alligevel stod shampoo og Pringles side om side, så organiseret som i Danmark var det ikke helt. Hele herlighederne sluttede af med at de pakkede vores ting sirligt i poser og ned i vognen og så videre.

Fra vestlig standard stormagasin til en politistation med mennesker og kaos over alt for at få nogle papirer, og derfra videre til en anden politistation for at sætte underskrifter og tommelfingerstempel igen osv.
Derfra videre til en stats-advokat-agtig dame som gav flere papirer og fik en masse underskrifter.

Puha, sikke en dag – ikke mindst kulturchokket over selve byen.
Og så rundt igen to dage senere for at hente en masse papirer til Interpol.

Nu mangler vi kun en enkelt dag mere med at køre rundt og underskrive hos Interpol og dets lige. Og derefter er vi klar til at ansøge om visa hos Immigrationsmyndighederne.

De mest slående tanker fra i dag :

– Hvor ”anderledes” deres kørestil er i byen. Der er ikke mange ting, der virker på bilerne, men hornet gør altid! – Den, der dytter og er størst, kører først. Man bruger heller ikke instrumentbrættet hernede. Det er sjældent at selv speedometer virker, eller i det hele taget noget deri.

– Hvor uorganiseret denne visa procedure er. Vores visa-advokat gør dette hver uge, og hun siger, at proceduren er forskellig ca. hver uge for, hvor man skal hen, og hvilken rækkefølge, og hvad man skal.

– Hvor fattige folk egentlig er. Byen har ikke meget promt og pragt. Der er snusket og beskidt over alt. Det minder egentlig en del om Afrika – dog er der flere bygninger i stedet for skure. Men alt er ca. lige så beskidt og sjusket lavet.

– Folk er meget venlige og imødekomne

– Der er varmt og støvet, og så blæser det også meget

– Vi skal vænne os til at gå på marked, eftersom at ca. alle indkøb foregår på denne måde. Det er også billigst. Supermarked er dyrere selvom det er billigere end herhjemme.