Rejsen og de første indtryk

Så blev det tid. Den 25. august 2014 stod vi tidligt op for at være i Københavns lufthavn kl. 7. Vi havde afgang kl. 10.10 med KLM – først til Amsterdam, derfra til Panama i Mellemamerika og derfra videre til Santa Cruz de la Sierra i Bolivia – en tur på i alt 24 timer.

Vi stod der med vores store tasker spændte på, hvad der nu skulle møde os, men også vemodigt at rejse fra folk, som vi holder så meget af. Men vi tror på, at Gud har kaldet os til dette sted, og derfor måtte vi rejse.

Vi ankom i lufthavnen kl. 4 om morgenen i Santa Cruz og skulle hentes. Vi blev hentet af en mand, der kun kunne spansk. Her kom den første pinlige situation. Alt, vi kunne forstå, var, at vi skulle med ham, og der sad vi så ellers en time i bilen og kunne ikke sige et ord til ham ud over ”gracias”.

På stedet blev vi mødt af Richard, der er lederen på stedet her. Det var en behagelig overraskelse. Vi blev straks inviteret ind i hans hus, som er et ombygget hønsehus. Richard har boet en del år i USA, så han forstod vores kultur og gik hurtigt i gang med hans ironiske humor, som faldt i god smag hos os danskere. Efter morgenmad og et bad var det tid til en rundvisning på stedet.

(Vi skal nok lave en rundvisning med billeder senere…)

Ellers er de første par dage fløjet af sted med mange forskellige indtryk. Det er et flot og anderledes sted. Der er palmer, andre fugle og lyde. Der er også det her tørre, stive græs og i det hele taget tørt og støvet. Vi skal lige vænne os til altid at have lidt sved på panden og ofte blæsende vejr.

Samtidig er det lidt sjovt, at solen går ned lidt over 18, på hvad som ellers virker som en sommeraften for os. Kl. 18.30 er der så bæl mørkt – altså rigtig mørkt. Derfor opholder man sig ofte inde resten af aftenen.

Folk her på stedet er utrolig søde. De fleste snakker dog kun spansk, så dem glæder vi os til at lære at kende andre facetter af, end hvad fagter kan gøre. Nogen af dem kan engelsk og hjælper os lidt med oversættelse, og de lærer os alle sammen nye spanske ord. Det er hyggeligt, folk griner, laver sjov med hinanden og tager tingene meget afslappet. Vi lærer dem selvfølgelig også noget dansk, men vi håber, vi er bedre til at udtale deres spanske, end de er til vores danske. Lasse hedder ofte “Lizzie” og “stjerne” bliver til “stinæ”. Men vi har det nu sjovt med at få lært sproget.

Maden er rigtig fin. Enkel, men velsmagende og frisk ikke mindst. Vi har et fælleskøkken og lille spisested i en container, der er bygget om til køkken med gulv, komfur, ovn og lille spisekammer. Det er lidt specielt, men det virker.

Vi har dog været lidt bekymrede for vores maver her til at starte med, da køkkenhygiejne ikke er efter “danske standarder”. Men vi er ikke blevet dårlige endnu, så noget skidt må vores mave da kunne håndtere.

Vi bor på et lille værelse af 3×3 meter med 2 madrasser på gulvet – noget primitivt, men til gengæld har vi hele mediecenteret som vores hjem. I dette klima er man jo også meget ude og burger derfor ikke værelset til meget andet end opbevaring.

Alt I alt har vi lært, at man kan leve under meget enkle forhold hvis man er villig til at lære. Vi tror, at ens indstilling til at være den, som lærer og ikke belærer, er vigtig for at have det godt i en ny kultur. Man lærer at klare sig på deres måde og gør tingene anderledes, selv om man kan rykke sig i håret nogle gange, fordi man synes det virker dumt.

Vi har stadig mange indtryk at sluge og nye ting at lære. Dette var blot for at give dig et hurtigt indblik i, hvad vi går og tumler med lige nu.

Vi takker Gud for mennesker her, som har taget så godt imod os. Vi prøver at lære en masse nyt på meget kort tid, og du må gerne bede for især vores sprogvanskeligheder som sætter en naturlig barriere for virkelig at lære stedet og folk at kende.

Dog er vi taknemmelige for, at vi allerede har lavet nyttige opgaver på stedet. Det er en motivation for os, at vi allerede har gjort en forskel for optagelserne på TV-stationen og i sidste ende, hvordan folk oplever evangeliet på deres fjernsyn.

Vi vender snart tilbage med en opdatering på, hvad vi faktisk har lavet den første uge og mere om stedet her.

Vi skrives…