Jeg er normalt ikke en person, som deler mine personlige tanker og følelser med alle og enhver. Men dette emne er så stor en del af det at være missionær i en anden kultur og med et andet sprog, at jeg har valgt at dele nogle af mine tanker og erfaringer om kommunikation og fælleskaber. Jeg skriver ikke, for at du skal have ondt af os – slet ikke – vi har det egentlig godt. Det er mere skrevet for at dele lidt af de erfaringer, som en missionær i et andet land må kæmpe med på daglig basis. At være missionær er ikke KUN lutter lagkage, og en anderledes kultur og sprog kan til tider være en stor udfordring. Jeg håber min erfaring kan være dig til inspiration…

Vi sidder tilbage efter at have haft hele gruppen af unge mennesker til andagt i vores hus. Det er første gang, efter vi er flyttet i hus, at vi har haft hele banden inviteret hjem til start på sabbatten og andagtsstund. Vi spiste hyggeligt og havde en god tid sammen.
Alligevel er der noget, som frustrerer mig grænseløst – sproget.

Alle sidder og spiser, snakker og ser ud til at hygge sig. Inklusiv mig – men alligevel er man ikke en del af samtalen. Det ikke at kunne forstå sproget er virkelig en barriere. Sådan er hverdagen her – til middagsbordet, hvor snakken går, er man udenfor, i arbejdsopgaverne er man udenfor, i kirken kan man ikke forstå, hvad der bliver sagt, og nu selv til en hyggeaften, som man selv er vært for, kan man ikke være med.

Det er en mærkelig men sand realitet, at man sagtens kan være meget ensom blandt mennesker. Ensom i form af mangel på forståelse. Jeg forstår ikke dem, og de forstår ikke mig.

Vi har gode venner her – tro mig – det er et helt specielt fælleskab, man har med mennesker, som alle er her af samme årsag: ”At sprede budskabet om Guds kærlighed og om, at Jesus snart kommer igen”. Men alligevel er der en distance mellem et ”dem” og ”os”.

Jeg kender ikke dem særlig dybt, og de kender ikke mig. De kender ikke den Lasse, som elsker at være aktiv til bibelstudier. De kender ikke den selvironiske og sarkastiske person, som jeg nok er. De kender mig kun som en stille person, som blot prøver at smile, når de andre griner af et eller andet – de kender mig egentlig ikke. På en underlig måde bliver det svært at være sig selv, for man føler ikke, at det, de andre ser, egentlig er ”mig”.

Vores ensomhed består egentlig mest i mangel på forståelse. Forståelse af sprog, men også forståelse for kultur. Man savner at blive forstået, som en dansker ville forstå os.
At forstå de ord, som bliver sagt, er bestemt ikke det samme som at blive forstået. Og denne kultur er på de fleste punkter meget anderledes end i Danmark.

Det er ikke det samme som at savne en person eller hjemve. Selvfølgelig savner vi folk fra Danmark. Men det her er mere et behov for forståelse.

Jeg sad her til aften og tænke over det med at kommunikation skaber fælleskabet, og når der er mangel på kommunikation er det nærmest umuligt at have et dybt fælleskab, hvor man virkelig kender hinanden.

Sådan tror jeg også, det er med Gud.
Uden kommunikation med ham og uden dyb kommunikation er det umuligt at have et dybt venskab, hvor man virkelig føler, at man kender hinanden. Det slog mig lige i aften – ikke at jeg ikke vidste det, men jeg har nu erfaret det.
Jeg kommer til at tænke på teksten i Matt 7,21. Der er mennesker, som har gjort store ting i Guds navn, men Jesus siger til den ene gruppe mennesker: ”Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!”. Gruppen har tydeligvis kendt til Jesus, men det, at Jesus ikke kender dem, viser noget dybt om, at vores Gudsdyrkelse er en relation – at ”kende” er noget helt andet end at ”vide om”.
Jeg har nu mærket det på egen krop.

Netop derfor tror jeg også, at vi har mærket, at det betyder så meget at få en hilsen hjemmefra. Ikke kun pga. at der er et savn over fælleskabet som mangler, men også fordi man kommunikerer med personer, som kender én og forstår en på et helt andet plan, end hvad man oplever her. Da jeg var hjemme, forstod jeg ikke, hvad det betyder for udsendte at få en hilsen hjemmefra – jeg håber, at jeg nu har lært af dette. Jeg håber også, jeg kan bruge min erfaring til at gøre mit forhold til Gud stærkere – man må kommunikere dybt for at have et dybt venskab.

Det må være noget, alle, der rejser til en ny kultur med nyt sprog, må igennem. Ikke at det er synd for os, eller at vi ønsker medlidenhed – slet ikke – men det er blot en realitet for en udsendt, og man står tilbage med lidt afmagt over situationen.

Jeg takker Gud for at lære denne erfaring og beder til, at han må hjælpe os til at komme igennem de kultur-vanskeligheder, som vi står i hver dag.
Jeg håber også, du vil tænke over min erfaring i forhold til din kommunikation med din Gud.