Vores 30 dages visum udløb i dag. Vi har igennem den sidste måned arbejdet på at få residens-visa for 1 år hernede. De sidste ting skulle altså på plads i dag.
Derfor var vi taget ud for at få det klaret. David (lederen af organisationen) og hans kone Becky skulle også med og have gjort det samme.

Vi skulle møde op på en politistation for at få papirerne ordnet. Det foregår bare med god gammeldags kø-kultur. Men problemet er, at der er SÅ mange mennesker, og de tager kun 600 ind om dagen, så der er faktisk folk som sover ude på gaden foran politistationen for at få pladser til at komme ind. Vi var taget derind til kl. mellem 5.30 og 6 om morgenen for at få en plads i køen. Vi stod dog kun i kø i 3 timer, inden vi kom ind i bygningen. Vi stod og hyggesnakkede med David og Becky og fik mange historier, da David elsker at fortælle missionshistorier om hans oplevelser.

Pludselig kommer der en fyr fra gaden hen og afbryder og siger: ”Hej, er du ikke David Gates?” Jo, det var han jo. ”Jeg har set dig på TV”. – David smilede.
Personen fortalte kort sin historie om, at han havde set vores TV kanal og var blevet omvendt. Det meste af hans familie har set og ser stadig denne TV kanal jævnligt og er blevet omvendt og kommer nu i kirken.
Han spurgte, om vi ikke kunne bede for ham, fordi der var mange, som han skulle brødføde derhjemme, men han ville gerne stoppe med at arbejde på sabbatten. Så vi stod der på gaden i køen og bad sammen med ham, om at Gud måtte give ham styrke til at følge Ham og gøre det, som var rigtigt, og at Gud måtte velsigne hans familie.

Bagefter stod Becky, Sandy og jeg med lidt våde øjne. Vi var SÅ taknemmelige og rørte over hans historie. Tænk, at vi kunne være med til at drive sådan et arbejde, som har samarbejdet med Guds ånd til at lede det meste af denne familie til Gud.

Samtidig gjorde det noget helt specielt ved mig. Noget af det sværeste ved medie-missions-arbejde er, at du sjældent har kontakt med mennesker. Du sidder mange timer hver dag, 6 dage om ugen bag en skærm, et kamera eller andet udstyr, uden at have direkte kontakt med mennesker og se resultater af, hvad Gud gør i de mennesker, man arbejder for. Vi havde brug for gejst og opmuntring til at se, at vores arbejde faktisk nytter noget.
Det fik vi så sandelig i dag. Når man møder sådan en person gør det alt arbejdet værd!
Folk ser faktisk vores kanal! Folk bliver faktisk ledt til Gud gennem den kanal! Tak Gud!

Inde på politistationen, hvor vi skulle have lavet vores papir, skulle vi angive en adresse på stedet. De undrede sig over, at vi alle havde samme adresse uden hus nr. uden at være i familie. Vi fortalte dem, at vi arbejdede på ”kanal 24”. Straks kom smilet frem fra politifolkene ”Aha, Adventista” sagde de. Jeg smilede igen – tænk folk i al almindelighed faktisk kender kanalen.

På vej hjem i bussen beder man også bare chaufføren om at stoppe ved ”kanal 24”, og så ved de, hvor det er. Vi har også fået at vide, at hvis vi farer vild i byen, kan man altid tage en taxa til ”kanal 24”, og så ved de, hvor det er.
Det er helt vildt, for sådan en skandinavier som mig at komme herned og folk kender adventisterne og kender TV kanalen og finder, at folk faktisk ser den.

Det var til stor opmuntring for os og vores arbejde her, at det nytter noget. Folk ser vores TV, og Guds ånd arbejder på mennesker gennem dette!

Jeg håber, du vil bede for vores seere og det arbejde, som gøres af hele denne stab af mennesker her, som har givet deres tid til at drive denne station.