Vi har netop denne weekend afsluttet en mødeserie, som har varet en hel uge. Mødeserien var mere et seminar med emnet ”En glad familie”. Det var en oplevelse at se hvordan og hvor enkelt, man kan lave en offentlig mødeserie hernede.

Mødeserie foregik i den lille nabolandsby til TV-stationen. Det er blot et lille landsbysamfund med spredte huse ned langs en længere sand-vej.
Reklamen for mødeserien bestod i et hjemmemalet banner på et stykke stof og ellers lidt flyers, der blev delt ud et par dage før. Mund til mund-metoden blev vidst også brugt, da antallet af gæster steg i løbet af ugen.

Emnerne, der blev taget op, var både helt ”almindelig” familie undervisning, som vi kender det fra kurser i Danmark med børneopdragelse osv. Andre emner var mere rettet mod kulturen her i landet: Fx med økonomisk prioritering og børn i forhold til skolepenge osv. Emnet om, at mand og kvinde blev skabt lige, blev også talt ud fra Bibelen. Det er en af udfordringerne, som familier har her i Bolivia, hvor manden typisk dominerer på en ikke-konstruktiv måde.
Alle emnerne blev taget helt ud fra bibelen, og det virkede normalt for deltagerne, at det selvfølgelig var grundlaget for familie-undervisning.

Selve mødeserien blev holdt lige udenfor vores lille klinik, der ligger i nabobyen. Som projektorlærred havde vi hængt et hvidt lagen op mellem to søjler hæftet i hvert hjørne med ståltråd. Vi havde også sat et par højtalere op, en talerstol, et par lamper og plastikstole ude på den sandede ”græs” plads – så enkelt kan det gøres her.

Møderne startede kl. 19 (ca. da vi jo er i Sydamerika). Vi startede med at synge salmer, hvilket åbenbart også er meget normalt at starte med til offentlige møder. Derefter blev børnene inviteret til at komme ned bagved på græsplænen. Hos forældrene blev der indledt med bøn, og taleren blev præsenteret. Talen varede typisk 30 min – 45 min.
Efter selve talen blev der givet en bibelsk appel om at følge det, som der var blevet undervist i denne aften.

Helt til at starte med, når man kom til mødeserien, fik man en lille seddel, som man skulle skrive sit navn på. Disse sedler skulle bruges sidst på aftenen. Der var stillet gaver indpakket i cellofan på et bord, og der blev så trukket lod mellem mødedeltagerne. Nogle vandt sådan nogle ”Jesus med hyrdestav og et lam på skulderen”-plakater. Andre vandt en lille pakke med toiletpapir, kiks, en gryde og lidt andre ting. Det blev modtaget med stor begejstring, og der blev taget billede af vinderen med gaven og taleren osv. Det, må man sige, var en lidt anderledes måde at gøre det på end i Danmark. Alt andet end en lodtrækning om en iPad synes nyttesløst der, men her er det blot en måde at hjælpe en fattig lokalbefolkning på.

Der blev også til hvert møde uddelt sedler, som folk kunne skrive bønneønsker ned på. De skulle derefter ligges ned i en kasse. Der kom ca. 20 sedler ind hver aften med forbøns ønsker for folks familier. Dem beder vi nu for.
Samtidig har vi folks navne og kontaktoplysninger, så vi kan besøge dem og give bibelstudier til dem, som vil det.
Der blev også uddelt bibler gratis til dem, der ikke havde nogen.

Efter dette ønskede man hinanden Guds velsignelse mens folk gik derfra.

I mellemtiden havde børnene haft deres egen separate møde. Børn fra 2 år og op til teenagealderen blev samlet i en gruppe ca. 10 m væk fra, hvor vi andre sad. De tog hver aften flere og flere venner med, og den sidste aften var der 61 børn fra den lille landsby.
De sang bevægelsessange og fik oplæst bibelhistorier. Alle sad pænt, stille og lyttede intenst, og var med til alle sangene, så godt de nu kunne.
Wow – hvor anderledes end i Danmark. Vi var forundrede over, at børn med ikke-kristen baggrund, gad synge kristne sange og høre bibelhistorier.
Børn kom hen til os og omfavnede vores ben, indtil vi satte os på hug ned til dem. De snakkede løs med os, og vi måtte prøve at forstå med vores bedste spanske. De vidste deres taknemmelighed for det, vi gjorde for dem – det var rørende at se den åbenhed disse børn havde.

Det var en stor fornøjelse at være med til en mødeserie på denne måde. Den var i næsten alle facetter anderledes, end hvad vi ville gøre i Danmark, men hernede virker det. Folk var glade, modtagelige og til den sidste appel den sidste aften rejste mange sig for at vise, at de ønskede, at Jesus skulle være grundlaget i deres familie, og de ville gøre, hvad de kunne for at lave en kristen husorden.

Vi takker Gud for denne mulighed og den forskel, det har gjort for mennesker i denne lille landsby.

Vores 30 dages visum udløb i dag. Vi har igennem den sidste måned arbejdet på at få residens-visa for 1 år hernede. De sidste ting skulle altså på plads i dag.
Derfor var vi taget ud for at få det klaret. David (lederen af organisationen) og hans kone Becky skulle også med og have gjort det samme.

Vi skulle møde op på en politistation for at få papirerne ordnet. Det foregår bare med god gammeldags kø-kultur. Men problemet er, at der er SÅ mange mennesker, og de tager kun 600 ind om dagen, så der er faktisk folk som sover ude på gaden foran politistationen for at få pladser til at komme ind. Vi var taget derind til kl. mellem 5.30 og 6 om morgenen for at få en plads i køen. Vi stod dog kun i kø i 3 timer, inden vi kom ind i bygningen. Vi stod og hyggesnakkede med David og Becky og fik mange historier, da David elsker at fortælle missionshistorier om hans oplevelser.

Pludselig kommer der en fyr fra gaden hen og afbryder og siger: ”Hej, er du ikke David Gates?” Jo, det var han jo. ”Jeg har set dig på TV”. – David smilede.
Personen fortalte kort sin historie om, at han havde set vores TV kanal og var blevet omvendt. Det meste af hans familie har set og ser stadig denne TV kanal jævnligt og er blevet omvendt og kommer nu i kirken.
Han spurgte, om vi ikke kunne bede for ham, fordi der var mange, som han skulle brødføde derhjemme, men han ville gerne stoppe med at arbejde på sabbatten. Så vi stod der på gaden i køen og bad sammen med ham, om at Gud måtte give ham styrke til at følge Ham og gøre det, som var rigtigt, og at Gud måtte velsigne hans familie.

Bagefter stod Becky, Sandy og jeg med lidt våde øjne. Vi var SÅ taknemmelige og rørte over hans historie. Tænk, at vi kunne være med til at drive sådan et arbejde, som har samarbejdet med Guds ånd til at lede det meste af denne familie til Gud.

Samtidig gjorde det noget helt specielt ved mig. Noget af det sværeste ved medie-missions-arbejde er, at du sjældent har kontakt med mennesker. Du sidder mange timer hver dag, 6 dage om ugen bag en skærm, et kamera eller andet udstyr, uden at have direkte kontakt med mennesker og se resultater af, hvad Gud gør i de mennesker, man arbejder for. Vi havde brug for gejst og opmuntring til at se, at vores arbejde faktisk nytter noget.
Det fik vi så sandelig i dag. Når man møder sådan en person gør det alt arbejdet værd!
Folk ser faktisk vores kanal! Folk bliver faktisk ledt til Gud gennem den kanal! Tak Gud!

Inde på politistationen, hvor vi skulle have lavet vores papir, skulle vi angive en adresse på stedet. De undrede sig over, at vi alle havde samme adresse uden hus nr. uden at være i familie. Vi fortalte dem, at vi arbejdede på ”kanal 24”. Straks kom smilet frem fra politifolkene ”Aha, Adventista” sagde de. Jeg smilede igen – tænk folk i al almindelighed faktisk kender kanalen.

På vej hjem i bussen beder man også bare chaufføren om at stoppe ved ”kanal 24”, og så ved de, hvor det er. Vi har også fået at vide, at hvis vi farer vild i byen, kan man altid tage en taxa til ”kanal 24”, og så ved de, hvor det er.
Det er helt vildt, for sådan en skandinavier som mig at komme herned og folk kender adventisterne og kender TV kanalen og finder, at folk faktisk ser den.

Det var til stor opmuntring for os og vores arbejde her, at det nytter noget. Folk ser vores TV, og Guds ånd arbejder på mennesker gennem dette!

Jeg håber, du vil bede for vores seere og det arbejde, som gøres af hele denne stab af mennesker her, som har givet deres tid til at drive denne station.

Det er sabbat og vi skal i kirke. Vi skal for første gang, mens vi er hernede, i den kirke, som nok bliver den menighed, vi kommer til at komme mest i. De fleste missionærer på stedet kommer her, og den ligger kun 8 min kørsel fra TV stationen.

Vi ankommer til en lille landsby og kører det sidste stykke på en jordvej. Mellem små huse, som ligner nogle store skure, ligger kirken. Det er en lille simpel bygning med bliktag. Der er lysstofrør i taget og plastikstole at sidde på. Gulvet er bare beton, men skiltet udenpå bygningen indikerer, at dette er en kirke.
Vi sidder med åbne vinduer, som gør, at hele landsbyen kan høre, når vi synger sammen. Vi sidder og kan kigge direkte ud i naboens ”have” med bananpalmer og mangoer, som er ved at modnes.
Vi kommer ca. 30 min for sent (som man nu gør her i Sydamerika), og vi er samtidig nogle af de første, der ankommer til kirken.

Bygningen i sig selv er jo heldigvis kun en skal om den tilbedelse, som skal foregå her.
Vi er en lille hyggelig hjertevarm forsamling, og man bliver hilst med ”Feliz Sabado” af alle med et kindkys. Jeg er Gud taknemmelig for, at en bygning er en bygning, og Gud ikke kun er begrænset af tilbedelse i fine fornemme bygninger.
(se mere under billederne)

Efter gudstjenesten fik vi historien om denne lille kirke:
En dame havde set den TV station, som vi arbejder på, i fjernsynet og var efter en periode blevet omvendt. Hun kontaktede en præst og ville døbes. Efter hendes dåb og lidt tid, hvor hun havde pendlet et længere stykke i kirke hver lørdag, døde hendes far. Han efterlod sig et stykke jord i byen og en lille portion penge.

Hun bestemte sig for at ville bygge en kirke på denne plads i byen og bruge alle pengene på denne kirkebygning. Bygningen er faktisk kun ca. 5 år gammel og bygget af denne dame. Nu manglede hun bare en menighed, så hun begyndte at dele budskabet om Jesus med dem omkring sig.

Hun havde også en drøm om at møde nogle af de mennesker, som havde været medvirkende til via TV at lede hende til Jesus. Det bad hun for. TV stationen lå dengang inde i byen Santa Cruz – en times køretur fra denne kirke. Men organisationen havde købt et stykke land lige i nærheden af kirken, uden at vide af den. Da stationen var bygget, og arbejdspladsen var flyttet herud, kom alle missionærerne herud for at bo.
Gud ledte disse missionærer til at komme til denne lille kirke, og inden længe besluttede de sig for at komme der fast og støtte op om menigheden og missionsaktiviteterne i det lille lokalområde. Dermed fik damen, som startede kirken, også sin drøm opfyldt – at møde nogle af dem, der havde prædiket til hende på TV.

Menigheden er stadig lille, men den vokser. Vi er i gang med at lave en tilbygning, så der kan komme lokaler til børnesabbatsskole, da dette er et stort behov. Der er mange børn i den lille kirke. Lokalerne bliver bygget i takt med, at pengene kommer ind, og folk har mulighed for at hjælpe til.

Og det er altså her, vi er nu. I denne lille kirke, som blev startet af en gammel dame for få år siden. Her vil vi hjælpe til med at sprede budskabet om Jesus til denne del af befolkningen i Bolivia.