Jeg begyndte en dag at tænke over forskellige spidsfindigheder, vi lever under her i Bolivia. Der er mange, og jeg fik hurtigt lavet en lang liste sammen med Sandy, som jeg vil fortsætte med at tilføje spidsfindigheder til efterhånden.
Nogle af dem skulle jeg tænke lidt over, da det nu er blevet hverdag for os og ikke noget, vi griner af mere – sådan er det jo bare.
Men mange af dem er lidt sjove, fordi det bare er så langt fra vores kulturs tankegang. Ikke at alle disse er negative eller dårlige – bestemt ikke. Det er bare en anderledes måde at leve på.

Jeg vil dele nogle af dem her med dig, og jeg kan allerede sige nu, at det bliver en serie af artikler, da jeg ikke kan dele alle ting på en gang =)
Jeg håber, du vil finde dem lidt sjove og informative omkring, hvilket kulturchok vi nu lever under.

Toiletpapir – ingen steder
De bruger toiletpapir i Bolivia. Heldigvis. Men til trods for det er der ALDRIG toiletpapir på et toilet. Du skal altid have det med selv. Både offentlige toiletter, i supermarked, her på stedet hvor vi bor, i kirken og på arbejdet her osv. Du skal altid have dit eget papir med – og man lærer hurtigt, at det er en god idé 🙂

Mælk i poser
Mælk – hvad enten det er alm. mælk, sojamælk, yoghurt eller lignende, er det alt sammen i plastikposer. Du tænker måske, at ”det har vi da også herhjemme”. Meeen der er det jo sådan nogle smarte nogen med en lidt stivere bund, så den kan stå selv, og et skruelåg så den kan lukkes. Men ikke i Bolivia. Her er det almindelige poser, som du selv skal klippe hul i og uden nogen bund. Så hvis du først har klippet hul, så er du på den, hvis du ikke kan drikke en hel liter. Du kan ikke stille den fra dig nogen steder eller lukke den.

Buskørsel
Buskørsel er lidt af en oplevelse her. Du kan stige på en bus hvor som helst, hvilket er ret smart. Det er bare at række armen ud, og så stopper bussen, hvis den har plads. Det samme gælder, når du skal af. Du skal dog passe lidt på, hvor du siger stop. Om det så er midt i et kryds, i en rundkørsel eller i en midterbane på vejen, så stopper bussen bare, og du bliver vippet ud midt imellem alle bilerne, som kører, og du skal ”labyrente” dig ud til siden af vejen mellem de kørende biler.
En fordel ved disse busser er, at bussen aldrig kommer for sent, for der findes ikke stoppesteder eller tidsplaner. De kører bare, når de er fulde. Og så skal man kende ruten, som bussen kører, for man kan ikke se nogen steder, hvilke busser der kører hvor hen.

Opvask bliver ikke tørret
Her tørre man ikke opvasken. Man ryster blot en tallerken efter vask og sætter den halvvåd på plads. I det hele taget er rengøring af anden karakter her. Men alle har det godt, og måske kan vi faktisk klare en del flere bakterier, end vi lige gik og troede.

Surprise party
De er helt vilde med surprise party hernede – altså overraskelsesfester. Hver gang, der er en anledning, så skal der laves et surprise party. Det er meget hyggeligt, men tror dog, at de fleste regner med det, for de gør det hver gang ☺
Og så er det aldrig til at regne med, hvornår det starter. Alle, der skal samles inden hovedpersonen kommer, er der først 1-2 timer senere end aftalt – det er kun os danskere, der sidder der til tiden – men heldigvis kommer hovedpersonen også selv 2-3 timer senere, så på den måde er det aldrig gået så galt endnu, at hovedpersonen kom som den første.

Nummer-trække-damer
Ved formelle instanser så som banker, telefonselskaber osv. kender vi alle at skulle vente i kø. Her i Bolivia har de også adopteret det smarte system, at man har en stander med en knap på, og når man trykker på knapper, så printer den et nummer, som du kan se på en skærm, når det er din tur.
I Danmark lader vi bare maskinen stå og passe sig selv, men ikke i Bolivia. De steder, jeg har været, har der siddet 2 – 4 personer ved hver maskine. Når du er på vej hen for at tage et nummer, trykker de på knappen for dig og giver dig sedlen med et smil. Se, det er service. =) Tænk at have den jobbeskrivelse – nummergiver. Det må være lidt kedeligt, men det er nok derfor, der altid er mere end en til samme job, så de kan snakke sammen imens. Ellers sidder de bare og ser officielle ud i deres uniform.

Ståltråd
Jeg er virkelig blevet opmærksom på, hvilket dejligt materiale ståltråd er. Hernede kan det bruges til alt. Æstetisk er det ikke ligefrem en fryd for øjet, men her er det lige meget, da det virker. Man hænger lamper op med ståltråd. Man holder skabe sammen med ståltråd. Man hænger vasketøj op på ståltråd. Man sætter lærred til projektor op med ståltråd. Man laver stolesæder og stabilisere borde med ståltråd. Man laver vandingsanlæg med ståltråd. Jeg kunne blive ved.
Så længe du er kreativ, kan du producere næsten alt med ståltråd. Hvis du mestre at kunne lave ting i ståltråd, tror jeg, du kan blive ingeniør i Bolivia.

Biler og klistermærker
Mange ting bliver klistret ind i klistermærker. Du ser det overalt. Men især på biler er der mange klistermærker. Og jeg mener ikke et klistermærke på en bil. Jeg mener næsten en tapetseret bagende.
Det er meget blandet, og du ser ofte religiøse klistermærker på biler.
Det er heller ikke så sjældent, at du møder: ”Jesus mi salvador” og på samme bil ikke langt fra er der dødningehoveder osv. Det er nu et lidt underligt mix.

Ingen prismærker
Hvis man tror, at man kan klare sig i Bolivia uden at kunne spørge om en pris, og derefter forstå hvad de svarer, må man tro om igen. De fleste steder hjemme kan du tage en vare, og så der står en pris på den. Men her i Bolivia er næsten alt køb via marked, og selv der er der ingen prismærker på noget. Så du må hive dit bedste spanske frem og spørge om pris og håbe på, at du forstår den.

Butikker ligger sammen
Her i byen bliver stort set alt købt via markeder. Der er mange forskellige markeder i byen. Men fælles for alle ”butikker” eller boder, er nok mere korrekt, er, at samme type ligger sammen.
Hvis du skal have kopieret noget, og købe en radio og en tshirt, så skal du 3 forskellige steder hen. Der findes ikke steder, hvor man ligesom har lagt nogle ting sammen, sådan at man kan klare de fleste af sine indkøb i ca. samme område. Nej, hvis du skal have kopieret noget, så skal du hen i den bydel, hvor man kopiere. Til gengæld ligger der så 15 shops op og ned af hinanden som alle tager kopier til samme pris. Der sidder ofte flere inde i hver bod og venter på, at du skal bestille et kopi til 80 øre. Når du så skal købe en t-shirt, skal du kører hen i den modsatte ende af byen – måske 30 min – for at finde det sted, hvor man køber tøj. Sådan foregår indkøb her, så man skal have god tid, hvis man skal flere forskellige ting.

Jeg må hellere stoppe her for denne gang.
Jeg skal nok komme med flere spidsfindigheder senere…